Dette er et debatoplæg om det ekstreme højres fremmarch, snigende fascisme og sammenhængen med klima, biodiversitet og overbefolkning. Brug gerne forummet til at supplere med erfaringer, kilder og kritik.

Quo vadis? (2026)

Det ekstreme højre vokser, mens klimaet tipper og arter forsvinder. Vi ser øget repression, normalisering af had og et menneskesyn, hvor nogle liv anses som mindre værd. Spørgsmålet er: Hvor er vi på vej hen – og kan vi vælge en anden kurs end autoritær forvaltning af økokollapset?

Økokrisen tester vores værdier. Fascismen er altid den letteste løsning.

1. Paralleller til 1930’erne – men med en brændende planet som kulisse

I 1930’erne så vi en giftig cocktail af økonomisk krise, social utryghed, fjendebilleder og politisk handlingslammelse. Resultatet blev fascisme, diktaturer og til sidst verdenskrig. I dag er kulissen en anden – men mekanismerne ligner:

økonomisk usikkerhed og voksende ulighed,
etablissementets manglende vilje til grundlæggende forandringer,
medier, der jagter drama og konflikt frem for sammenhæng,
befolkninger, der mister tilliden til “systemet”.

Forskellen er, at vi nu står i en eskalerende økologisk krise: klimaforandringer, tørke, oversvømmelser, tab af biodiversitet, ressourceknaphed. Det forstærker alle de andre konflikter og skaber et pres, hvor det er fristende for magthavere at vælge autoritære løsninger.

2. Højrefløjens menneskesyn: dem, der kan undværes

Rebellerne tager udgangspunkt i, at alle mennesker har værdi, og at ingen bør ofres for andres profit, bekvemmelighed eller “sikkerhed”. Men det ekstreme højre arbejder med en anden logik: nogle liv er vigtigere end andre – og nogle kan undværes.

Det ses i retorikken om:

“velfærdsturister”, “asylstramninger” og “nytteværdi”,
migranter som “trussel” mod “vores kultur” og “vores velstand”,
fattige og arbejdsløse, der fremstilles som dovne eller parasitære,
aktivister og minoriteter, der beskrives som “ekstremister”, der underminerer samfundet.

Når økokrisen skærpes, bliver det menneskesyn farligt: Hvis der “ikke er nok til alle”, bliver spørgsmålet hurtigt: Hvem skal have mindst – og hvem skal slet ikke have lov til at være her?

3. Overbefolkning, overforbrug – og kampen om resterne

I Rebellerne taler vi åbent om overbefolkning og overforbrug som grundlæggende årsager til klima- og biodiversitetskrisen. Når antallet af mennesker og omfanget af forbrug overstiger, hvad kloden kan bære, opstår konflikter om vand, land, energi, mad, sikkerhed.

I stedet for at indrømme, at vi er for mange mennesker på for lidt plads – med et dybt uretfærdigt system og et økonomisk regime, der kræver evig vækst – vælger den ekstreme højrefløj ofte en anden strategi:

benægt, nedton eller latterliggør den økologiske krise,
fasthold retten til fortsat overforbrug for “os”,
militarisér grænser og samfund, så de mest desperate holdes ude,
gør klima- og systemkritikere til “ekstremister”, der skal holdes nede.

Hvor vi taler om modvækst, ny jordfordeling, importstop, afmilitarisering og valgbar basisindtægt som fredelige, sociale svar på økokrisen, svarer højrefløjen med hegn, våben, massetilbageholdelser, pushbacks og stigende kontrol.

4. Repression og tab af ytringsfrihed – i små skridt

En af de mest skræmmende paralleller til 1930’erne er den snigende normalisering af repression. Det sker sjældent på én gang, men i små acceptable skridt:

skærpede straffe for protester og civil ulydighed,
udvidede beføjelser til politi og efterretningstjenester,
registrering, overvågning og stigmatisering af bestemte grupper,
retorik om, at “vi er i krig” – mod terror, mod “ekstremister”, mod “klimafanatikere”.

Samtidig ser vi en formel fastholdelse af “ytringsfriheden” – mens grænserne for, hvad der reelt kan siges og organiseres omkring, indsnævres i praksis. Nogle former for ekstremisme (racisme, hadtale, dehumanisering) normaliseres, mens andre (økologisk og antikapitalistisk kritik) mødes med hårdere sanktioner.

5. Klima, migration og sikkerhedspolitik

Klimaforandringer skaber tørke, oversvømmelser, høstsvigt og ødelagte levevilkår i store dele af verden. Det fører naturligt til migration – ikke fordi mennesker “vil snylte”, men fordi hjemstavnen bliver ubeboelig.

I stedet for at tage ansvar for årsagerne til krisen – overforbrug, fossilafhængighed, kolonial udnyttelse – vælger mange rige lande en sikkerhedspolitisk tilgang:

bygge mure og hegn ved grænserne,
outsourcing af asylbehandling til tredjelande,
øget brug af Frontex og militære midler,
kriminalisering af redningsaktioner og solidaritet.

Det er en form for klimaapartheid: dem, der har skabt størstedelen af udledningerne, forsøger at afskærme sig mod konsekvenserne – i stedet for at ændre kurs.

6. Militarisering og “grøn” nationalisme

I nogle lande ser vi fremvæksten af en “grøn” nationalisme, hvor natur og klima bruges som argument for at beskytte “vores” land, “vores” ressourcer og “vores” befolkning – mod “de andre”.

Det kan lyde progressivt at ville bevare naturen, men i denne logik bliver naturbeskyttelse koblet til:

udpegning af syndebukke (migranter, minoriteter, “overflødige”),
øget kontrol med befolkningen,
militarisering af grænser og indre sikkerhed.

Samtidig er de samme kræfter typisk imod reel omfordeling, modvækst og ansvarlig befolkningspolitik. De vil beskytte “naturen” – men ikke udfordre de riges overforbrug eller det økonomiske systems vækstlogik.

7. To veje frem: økodiktatur eller økologisk demokrati

Quo vadis illustration 1

Når ressourcerne skrumper, er spørgsmålet ikke, om der kommer omstillinger, men hvordan de foregår – og hvem der betaler prisen. Groft sagt har vi to veje:

Autoritær forvaltning af økokollapset – hvor magten centraliseres, grænser militariseres, og nogle grupper defineres som “overflødige” eller “farlige”.
Radikalt økologisk demokrati – hvor vi vælger modvækst, omfordeling, ansvarlig befolkningspolitik, ny jordfordeling, importstop, afmilitarisering og reelt selvstyre nedefra.

Quo vadis? Hvor går vi hen fra 2026 og frem? Mod et grønt ferniseret hardline-regime – eller mod en ærlig, solidarisk og økologisk omstilling, hvor vi tør se både overbefolkning, overforbrug og ulighed i øjnene uden at opgive humanismen?